Töf

Betydningen af oldnorske ordet "töf" (eller tǫf)

Som defineret af Cleasby & Vigfusson Old Norse til English ordbog:

töf (tǫf)

f., gen. tafar, [tefja], a delay, hindrance; mikil töf; vera e-m til tafar, to be a hindrance to one. tafar-laust, n. adj. without delay.

Ortografi: Cleasby & Vigfusson bogen brugte bogstavet ö til at repræsentere den originale oldnorske vokal ǫ. Derfor kan töf være mere præcist skrevet som tǫf.

Mulig runeindskrift i yngre futhark:ᛏᚢᚠ
Yngre futhark runer blev brugt fra det 8. til det 12. århundrede i Skandinavien og deres oversøiske bosættelser